Fortid møder Fremtid på Trelleborg
Igen i år har studerende på Bachelor i Visuelt Design på Det Kongelige Akademi givet forslag til mulige designløsninger, til inspiration for fremtidens formidling og udformning af vikingeborgen Trelleborg. I år kan alle interesserede se forslagene på Trelleborg og på biblioteket i Slagelse.
De 15 projekter spænder vidt, lige fra at bruge store sten til formidling, inspireret af Jellingestenen og til brug af augmented reality til at genskabe Trelleborgs storhedstid.
- Projektets ramme har været at designe til kontekst - sted og rum. De studerende har udviklet en række designløsninger, der knytter sig til stedet og dets rummelige behov. De bidrager med forslag, der kan udvikle stedet til at blive et mere interaktivt, lærerigt og spændende sted for besøgende, blandt andet ved at inddrage augmented reality og andre nye spændende formidlingsformer, siger Tine Kjølsen, programleder for Visuelt Design ved Det Kongelige Akademi.
Det er andet år samarbejdet mellem Nationalmuseet, Det Kongelige Akademi og Slagelse Kommune løber af stablen. I år kan alle interesserede ved selvsyn se de studerendes forslag til, hvordan design kan bruges til at formidle fortiden på vikingeborgen Trelleborg. Projekterne udstilles nemlig på Museet ved Trelleborg fra den 9. juli til den 29. august. På Slagelse Bibliotek kan projekterne ses fra den 9. juli til 10. september.
- Vi vil gerne fortælle om fortiden med nutidige virkemidler, så de besøgende møder formidling, der illustrerer vikingeborgens store betydning. De studerende har en frisk tilgang til den måde, vi viser borgen på, og det inspirerer os i vores formidling, siger Britt Caroline Juul, projektleder for Ny Trelleborg i Slagelse Kommune.
De studerende har arbejdet med en række centrale design og formidlings problemstillinger i forbindelse med etablering af Ny Trelleborg som besøgscenter under Nationalmuseet.
- Flere af idéerne fra projekterne vil bestemt indgå i den måde, som vi formidler fortiden på. Det er virkelig berigende at få de studerendes bud på, hvordan vi kan give de besøgende en kreativ formidling af Trelleborgs rige historie, siger Anne-Christine Larsen, museumschef Trelleborg, Nationalmuseet.
Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:
- Britt Caroline Juul, Projektleder for Ny Trelleborg,
Slagelse Kommune, telefon 23 82 19 74 - Tine Kjølsen, Programleder BA Visuelt Design ved DKA,
telefon 41 70 15 05