Konkurrenceprogram

Slagelse Kommune og Nationalmuseet byder velkommen til projektkonkurrencen om udformningen af fremtidens udstilling og museumsbygning på Trelleborg – det nye oplevelses- og videncenter for vikingetiden.

Vi ønsker at skabe et oplevelses- og videncenter om vikingekrigeren på Trelleborg, hvor stedets enestående historier fortælles med enestående virkemidler – som et fyrtårn inden for formidling af vikingetiden.

Projektkonkurrencen omfatter både udstilling og byggeri, og deltagerne skal præsentere et helstøbt forslag, som omfatter og forener begge elementer.

For mere end 1000 år siden var Trelleborg i vikingetiden en af grundstenene i samlingen af det danske rige. I dag er Trelleborg uden sammenligning den bedst bevarede af Harald Blåtands ringborge og et af Nordens vigtigste fortidsminder.

Trelleborg repræsenterer vores fælles fortid, og den smukke natur, der omgiver monumentet, skaber en helt unik ramme for det kommende byggeri.

Vi forventer nytænkende forslag, som er tro mod fortiden og i udtryksform rækker langt ind i fremtiden.

 

 

 

 

 

Siden er sidst opdateret 9. maj 2016