Startskud på det nye Trelleborg

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget har godkendt projektkonkurrencen, hvor virksomheder skal byde ind med forslag til, hvordan arkitektur og formidling bindes sammen i det fremtidige Ny Trelleborg.

Som noget unikt omfatter projektkonkurrencen både arkitektur og udstilling, så Ny Trelleborg bliver en helstøbt kulturattraktion der fortæller den enestående historie i unikke rammer.

- Ny Trelleborg bliver et kulturelt fyrtårn i vores kommune. Derfor er det vigtigt at formidling og arkitektur følges ad, så de besøgende ikke kun bliver mødt af en flot bygning, men også går derfra med en indsigt i vikingetiden, skabt gennem gode fortællinger, siger borgmester Stén Knuth (V).

I første omgang indbydes til prækvalifikation, hvor teams af arkitekter og udstillingsdesignere giver deres bud på, hvordan de vil sammensætte de hold og kompetencer, som kan honorere ønskerne til Ny Trelleborg. Via en EU-bekendtgørelse kan interesserede fra hele verden med andre ord sende CV’er og oversigter over tidligere arbejde, så dommerpanelet kan få et indtryk af, hvilke kompetencer der er i spil.

Buddene afleveres i slutningen af maj, og ud fra forslagene indbydes fem teams til at byde på selve projektkonkurrencen. På den måde sikres, at alle kan deltage i prækvalifikationen, men det alene bliver de fem mest overbevisende hold, der deltager i selve konkurrencen.

- Trelleborg er et monument af første klasse, og derfor fortjener Harald Blåtands borg at få en bygning af samme kvalitet. Det skal være et rummeligt og fleksibelt formidlingshus, hvis indre kan tilpasse nye kommende behov, og hvor gæsterne hører historien om vikingerne baseret på de nyeste forskningsresultater, siger direktør for Nationalmuseet Per Kristian Madsen, der er glad for det store engagement, som Slagelse Kommune lægger i projektet.

Sammen med godkendelsen af projektkonkurrencen blev dommerpanelet også udpeget og godkendt.

Dommerpanel

  • Slagelse Kommune, borgmester Stén Knuth
  • Slagelse Kommune, formand for Kultur-, Fritid- og Turismeudvalget Troels Christensen
  • Ejendomsfonden Museet ved Trelleborg, bestyrelsesmedlem Lis Tribler
  • Slagelse Kommune, projektejer/uddannelsesdirektør Vini Lindhardt
  • Nationalmuseet, direktør Per Kristian Madsen
  • Nationalmuseet, konst. formidlingschef Mads Schear Mikkelsen
  • 2 eksterne fagdommere med speciale i bygningsarkitektur mv.
  • 1 ekstern fagdommer med speciale i udstillingsdesign mv.

Prækvalifikationen igangsættes nu. Selve projektkonkurrencen kører i efteråret, og afsluttes den 29. januar 2016, hvor vinderen offentliggøres.
Ny Trelleborg forventes at slå dørene op i sommeren 2020.

Flere oplysninger

  • Borgmester i Slagelse Kommune Stén Knuth, tlf. 24 40 01 11
  • Museumsdirektør ved Nationalmuseet Per Kristian Madsen, tlf. 41 20 60 00
  • Formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Troels Christensen, tlf. 51 64 81 04
  • Bestyrelsesmedlem Ejendomsfonden Museet ved Trelleborg Lis Tribler, tlf. 30 65 16 49

Pressemeddelelse 8. april 2015